M/S Berlingske Tidende
Copenhagen
16 September 2007, pp. 8--12

Fuck dig, idiot!

Af Jens Rebensdorff

Hvis du ikke kan tåle skældsord og andre af sprogets forbudte gloser, så stop læsningen nu. Så går du på den anden side glip af den utrolige historie om verdens eneste doktor i skældsord: Reinhold Aman og hans enestående arkiv med fornærmelser, eder og tilsvininger.

Det mest interessante af alt det, vi mennesker omgiver os med, står ikke oppe i den præsentable stue. Det interessante ligger altid stuvet væk i kasser dybt nede i kælderen, hvor ingen kan komme og snyde os vores svagheder, fortrængninger og dårlige smag i næsen. Når det gælder sprogets forbudte gloser i det talte ords mørke krypt, så er 71-årige Dr. Reinhold Aman en sand Sigmund Freud til at grave det frem. Alle de vidunderligt slibrige (»Din mors mælk var kamel-pis!« Arabisk) og opløftende nedrigheder (»Hårene på din kusse er lige så krøllede som en afro-paryk!« Ghana), som er bandlyst i alle kulturer eller officielt kun brugt af mennesker nederst i samfundspyramiden, de har i 40 år været centrum for Reinhold Amans utrættelige skældsordsforskning.

Rey, som hans faste skare af tilhængere ynder at kalde ham, er klodens eneste med speciale i skældsord og bandeord. Han har siden 60erne, med et næsten sygeligt storhedsvanvid, helliget sit liv studiet af skældsord, der til forskel fra bandeord er rettet direkte mod et andet menneske, en ting eller begivenhed. Han har indsamlet udtryk og udbrud, fornærmelser, slang og forbandelser af den værste slags på 220 sprog og dialekter og har i mange år været en populær foredragsholder på universiteter verden over. Hvis filmfolk skal vide, hvordan alfonser i Columbia bander, eller hvordan de rige i Marokko sviner hinanden til, så ved de, hvem de skal kontakte. Amans enorme skældsordsarkiv i det lille hus i Santa Rosa, hvor han bor med sine fem katte, indeholder i dag 3.000 bøger, 18.000 sider publiceret forskning og 6.000 bibliografiske henvisninger til litteratur om »maledicta«. Eller »bad words« eller »Schimpfwörter«, når Reinhold Amanís tyske tager over.

Så ihærdig og nørdet er den bayersk-fødte ph.d i germansk filologi, at han før interviewet med M/S brugte seks timer på at samle noget af cremen af sit righoldige materiale sammen til os: En lang liste over skældsord fra det gamle Grækenland til midten af 1600-tallet, en liste over de mest brugte eder og forbandelser fra Ghana til Ungarn plus en 3.000 år gammel skældsordshieroglyf fra Egypten (»Yoí mama like a railroad track ó laid all over the country!« Afro-amerikansk).

I TELEFONEN FRA SANTA ROSA i Californien forklarer skældsordsforskeren:

»Vi bruger skældsordene for at angribe mennesker, der er anderledes. Folk, der er skeløjede, folk, der stammer, halter eller er små eller store. For det andet er de dårlige ord tredje trin i en kædereaktion af årsag og virkning. Årsagen er frustration, som leder til affekt, og tredje trin er release. Når nogen er frustereret over noget, i bred forstand ó din computer går ned, din bil punkterer, eller du mister din tegnebog, så bliver du frusteret. Din krop bliver som en stor dampbeholder. Dampen må ud, og det gør den, når du så udbryder: »Jesus Christ, son of a bitch, God damn« og den slags. Hvilke skældsord, du bruger, afhænger af de tabuer, din kultur har. Giv mig en liste over de 50 mest brugte skældsord og fornærmelser i Danmark, og jeg vil kunne fortælle, hvordan den ideelle dansker er, og hvordan han opfører sig.«

Som eksempel nævner han, at man på engelsk har omkring 2.000 udtryk for at være beruset. På jiddish har man måske to-tre stykker.

»Det er vigtigere at studere de frække og dårlige ord end at studere tilbedelse og ros, fordi de er mere ærlige og farlige. Hver dag over hele verden bliver tusinder af mennesker såret, arresteret, ydmyget og fyret fra deres job eller dræbt på grund af »bad words.«

Når vi skal svine nogen til med eller uden finesse, er der tre kategorier: De blasfemiske. Dem, der er rettet mod familiemedlemmer og dem, der går på eksrementer og sex (»Du lugter som en hvid mands armhule!« Vestafrika).

»Jeg bander på bayersk, selv om jeg har boet i USA i 50 år. Og fordi jeg er katolik, bruger jeg blasfemi. Gott verdammte Scheisse.« Han besværger Gud, Jesus og Jomfru Maria på både italiensk og spansk, så telefonen rødmer.

»I Afrika og i Asien er familien ofte det vigtigste, så de sviner mødre, fædre, sønner og døtre til. De spanske sigøjnere siger: »I shit on your dead relatives«. Men masser af mennesker i dag vil hellere dø end bruge ord som fuck og pis og shit offentligt, men de gør det derhjemme. I gymnasiet og folkeskolen bruger de også meget dårligt sprog. Jeg har bragt artikler af professorer i sociolologi, der hemmeligt har optaget studerendes og små børns sprog. Du drømmer ikke om, hvor beskidt de taler, når deres forældre og lærere ikke er der. De taler om sex og lort og onani.«

DET ER SOM UHELBREDELIGT sproginteresseret, at Reinhold Aman i 1965 grundlægger »The International Research Center for the Study of Verbal Aggression«. Han udfærdiger sin bayerisk-østriske bandeordbog, og så går den ellers derudaf, blandt andet som assisterende professor ved University of Wisconsin-Milwaukee i begyndelsen af 1970erne, hvor han skriver afhandlinger om sjofle tyske ordspil og nedsættende udtryk på tysk og senere en psyko-lingvistisk introduktion til sproglig aggression med en optegnelse over 2.500 bayeriske og østrigske bandeord. Senere bliver det til skrifter om pik og kusse i det engelske sprog og meget andet, der i universitetsmiljøet anses for useriøst og pjattet. Til sidst blev det universietets »amøbehjerner« for meget. Amans sammenlignende analyse i politisk retorik »NIXLER: The Prosaic Poetry of Richard Nixon and Adolf Hitler« fra 1974 bliver akademikerne for kradsbørstig.

De afskediger ham på grund af påståede »uoverensstemmelser« og tror, at der nu endelig bliver stille og velopdragent på universitetet, som der er de fleste steder i det puritanske USA i 70erne. Men, nej. I 1976 stifter Dr. Reinhold Aman »The International Maledicta Society« og året efter publicerer han i protest over, at ingen universitetstidsskrifter vil røre ved hans forskning, den første udgave af sit tidsskrift »Maledicta ó The International Journal of Verbal Aggression«. En semividenskabelig samling af skældsord fra hele kloden med indlæg fra kloge sproghoveder fra andre universiteter, han selv og med sloganet: »They Say it We Print it«. Der er omkring 30-40 artikler i hvert bind, der er bundet ind som seriøse forskningsudgivelser. De fleste bind kan i dag læses på universitetsbiblioteker fra Australien til Japan og Holland over Roskilde og Odense Universitet. 2.000 mennesker i 78 lande er abonnenter og tæller alt fra professorer over psykologer, antropologer, forfattere, bibliotekarer til advokater og redaktører. Bidragene er ofte sendt til ham fra samme befolkningsgruppe som skældsordene er rettet imod. Homoseksuelle sender ham bøsse- og lesbisk-nedrigheder. Forbandelserne over jøder får han fra jøder og så fremdeles. Og det er aldrig kedeligt.

Tolvte bind disker op med godbidder som: »Dutch Soldiersí Latrinalia« og »Sex and Violence in the Indo-European Languages«. Trettende bind indeholder mere fra sprogets gedulgte kælderkasser med artikler som »Israeli Politiciansí Insults«, »Anal Cunt Song Titles« og »Vocabulary From a West-Indian Menís Room«. Hvis dette ikke har fundamental interesse for læsere af disse linjer, er der kun ét at sige: »Talking to You is like playing violin to a water buffalo« (Thailand).

Reinhold Aman kalder de foreløbig 13 bind af »Maledicta« for en krønnike eller årbog over, hvilke grupper i samfundet, der angribes, og hvad de angribes for.

»Det skifter hele tiden. Omkring 1970-1980 havde vi alle de polske vittigheder i USA. Nu har vi om irakkerne, palæstinenserne og araberne, og I har antimuslimske skældsord i Holland, Sverige, Norge og Danmark. I dag har vi alt for meget »dirty language« i det offentlige liv og specielt på kabel-tv, som ikke er »regulated«. Man hører hele tiden »fuck this« og »fuck that«. Det er forfærdeligt,« siger Reinhold Aman.

»På den anden side: Politisk korrekt sprog er en sygdom. Et kreativt sprog tilfører farve og ærlighed til et sprog. Når man tager de såkaldte »dårlige« ord ud, ender man med noget gråt og farveløst og halvhjertet og blodfattigt. Så mangler det menneskelighed og liv og »concreteness«. Derfor hader jeg det politisk korrekte sprog.«

REINHOLD AMAN HAR I SLUTNINGEN af 1980erne oparbejdet en massiv gæld på at udgive »Maledicta«, og oven i hatten vil hans kone gennem 30 år pludselig skilles. Konen sagsøger ham sønder og sammen. Hun flår ham for indboets værdi, halvdelen af hans mors arv, forventede indtægter fra »Maledicta« plus hendes egne udgifter til advokat. Reinhold Aman går amok på den eneste måde, han kender: Ved at bruge ord. De værste af slagsen. (»Dit ansigt er lige så rynket som røvhullet på en elefant!« Centralafrika). Han sender sin kone hade-postkort, hvor den nedrige tekst er udklippede bogstaver fra avisen, som man kender fra kidnappere på tv. Måske på en bølge af indignation og had skriver han også smædebreve til advokatstanden i Wisconsin plus dommere og alle, der symboliserer det amerikanske retssystem. Det synes de ikke særlig godt om, og en dag bliver han arresteret og sigtet for at have forbrudt sig fem gange mod den amerikanske straffelovs paragraf 876, stykke 18: »Mailing threatening communications«. Han står i alt til 25 års fængsel og bøder for 1,25 millioner dollars og må tage beskikkede advokater, som han i dag ville ønske hen, hvor peberet gror. Han kalder dem: Jeff »Bullshytter« og John Miller »Kuntbrain«. Reinhold Aman er stadig rigtig gal i skralden, da han bliver løsladt i 1995 efter halvandet år i fængsel. Han skriver til justitsministeren og statsanklageren og rakker retssystemet ned i de værste gloser, han kender. Statsanklageren kalder han for »Heinrich Himmlers bastardsøn« og »en anklage-liderlig Gestapo-søn af en luder«. I fængslet har han, selvfølgelig havde man nær sagt, skrevet en ordbog, hvor han minutiøst har nedskrevet sine medfangers slang og værste udtryk. Det bliver til kultbogen i skældsordskredse, en guide til overlevelse i fængsel: »Hillary Clintonís Pen Pal: A Guide to Life and Lingo in Federal Prison«.

I telefonen lyder stemmen gammel, men afklaret, da manden, der har rejst kloden tynd med skældsordsforedrag og unik viden om de beskidte hjørner i vores sprog, forklarer, hvordan han har det i dag:

»You never know what is good for you... Hvis jeg ikke havde siddet i fængsel, kunne jeg jo være blevet kørt ned. Men jeg kan i dag ikke få arbejde for nogle universiteter eller andre arbejdsgivere, fordi jeg ikke har en ren straffeattest. Jeg lever for 626 dollars om måneden og på lidt salg af bøger. Jeg lever som en munk.«

Hvis alt går vel, udkommer det fjortende og definitivt sidste bind af »Maledicta« til december.

»Men kun hvis jeg kan få abonnenter og annoncører til at sponsorere det. I dag gider ingen jo betale for noget, de kan finde gratis på internettet,« siger han tydeligt skuffet over, at hans livsværk måske allerede er slut.

Det værste skældsord, Reinhold Aman nogensinde har hørt eller læst? Det er fra Ungarn. En mand er træt af hele tiden at blive nedvurderet og udbryder: »Oh, God! Stop slapping me in the face with your prick all covered with shit from fucking Jesus!«

Copyright © 2007 Berlingske Tidende

Source:
http://www.berlingske.dk/article/20070915/livsstil/109151234/

Go to Skældsordshistorie - i korte træk
Go to Skældsord fra hele Kloden


Go back to "News - Reviews - Interviews"